Der er godt 100 medlemmer i Sæby Erhvervsforening. Bestyrelsen består af 15 medlemmer, som er en kombination af primært generalforsamlingsvalgte og udpegede medlemmer. Formand er Kim Müller, teknisk direktør i Roblon A/S. Alle i bestyrelsen arbejder dedikeret for at udvikle vores lokalområde til gavn for os alle, og der er som oftest kampvalg om pladserne i bestyrelsen. 

Bestyrelsen mødes tre gange årligt, og forretningsudvalget mødes også tre gange årligt. Her er der fokus på indsatsområder for at styrke det lokale erhvervsliv og interessevaretagelse for de lokale virksomheder. 

Sæby Erhvervsforening har identificeret fem indsatsspor, som de arbejder dedikeret for: Vækstmidler, kommunikation, erhvervsgrunde, overnatningsmuligheder og havnen. Målet med indsatssporene er at skabe størst mulig værdi for Sæby og foreningens medlemmer. Indsatssporene er båret af fem arbejdsgrupper, som arbejder konkret med en række relevante problemstillinger. Sæby Erhvervsforening afholder også flere årlige medlemsarrangementer.