TOIL ’N’ MOIL dyster på bæredygtigt arbejdstøj og retursystem

TOIL ’N’ MOIL dyster på bæredygtigt arbejdstøj og retursystem

12 nov 2019

Med produktion af bæredygtigt arbejdstøj og et unikt pantsystem for returnering af det brugte tøj er TOIL ’N’ MOIL kandidat i den nordjyske innovationskonkurrence Tag Fat, der sætter fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi.

Vi kender alle til pantsystemer, hvor vi indleverer vores brugte plastikflasker og dåser eller vores brugte mobiltelefon til genbrug. Nu kan virksomheder også aflevere deres brugte arbejdstøj, som indgår i et cirkulært koncept hos virksomheden TOIL ’N’ MOIL i Frederikshavn, der har lanceret en tøjlinje for bæredygtigt arbejdstøj baseret på økologisk bomuld. En arbejdsjakke lavet af genbrugte plastikflasker er også på vej. Tøjet er bæredygtigt uden at gå på kompromis med komfort og slidstyrke.

Der manglede et bæredygtigt alternativ inden for arbejdstøj, som er i tråd med den bæredygtighedsdagsorden, som fylder mere i virksomhedernes forretning. På en enkel måde kan virksomheder optimere deres CSR-strategi ved at vælge bæredygtigt arbejdstøj. De store brands har måske en enkelt T-shirt eller lignende, som er lavet af genbrugspolyester, men de har ikke en konsekvent holdning til det, som vi har i hele vores værdikæde, siger administrerende direktør Dennis Conradsen, stifter og medejer af TOIL ’N’ MOIL. Virksomheden har samarbejdet med designer Signe Rødbro i forbindelse med produktionen af første kollektion.

Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord mener, at TOIL ’N’ MOIL klikker ind i et vigtigt emne, som samtidig kan være en god forretning:

Der er sket et skifte i ledelse fra kun at have fokus på den økonomiske bundlinje til at se mere bredt på også at have en ordentlighedsbundlinje herunder at tage et bæredygtigt, etisk og socialt ansvar. TOIL ’N’ MOIL har skabt et produkt og et værditilbud til virksomhederne, som taler lige ind i dette, så det kommer på det helt rette tidspunkt, siger han.

Retursystem for brugt tøj
Dennis Conradsen er også administrerende direktør i Skagen Sandblæseri & Skibsservice og Skagen Blade Technology, der netop er kåret til årets Gazellevirksomhed i Nordjylland af Børsen. De cirka 300 ansatte i produktionen bærer alle TOIL ’N’ MOIL-arbejdstøj.

- Vores egne produktionsfolk bruger selv store mængder arbejdstøj på et år, så derfor opstod tanken om et retursystem sammen med den bæredygtige tøjlinje. Hvis vores lille enhed kan bruge så meget tøj, så er det jo enorme mængder, når vi skalerer det op. Vi har derfor indført en cirkulær livscyklus i stedet for en lineær livscyklus for arbejdstøjet, så vi bruger ressourcerne bedre, forklarer administrerende direktør Dennis Conradsen.

TOIL ’N’ MOIL tilbyder at tage arbejdstøjet tilbage efter brug. Her får kunden point, som konverteres til et kontant beløb, der kan købes nyt arbejdstøj for. Pointene gives efter, hvor anvendeligt tøjet er. Her kigger TOIL ’N’ MOIL på, om de kan sende det direkte til genbrug i andre lande eller genbrugsbutikker, eller om de skal bearbejde og upcycle til et nyt produkt. Er tøjet ikke til at genbruge, bliver det bearbejdet til fibre, der kan indgå i nye produktioner, men dette alternativ giver færrest point, da det er en mere ressourcekrævende proces. 

Vi udfordrer gerne vores kunder på, hvor de fx placerer deres logo på arbejdstøjet. Kan det placeres på en lomme, som kan klippes af? Eller længere nede af buksebenet, så de kan laves om til shorts? På den måde øger vi genanvendeligheden og produktets levetid, forklarer administrerende direktør Dennis Conradsen.

Optimeringen gælder hele vejen rundt for TOIL ’N’ MOIL, der fx endnu ikke har indkøbt papkasser til at sende deres tøj ud til kunderne. Her genbruger de papkasser fra deres andre enheder.

Tag Fat skal inspirere
TOIL ’N’ MOIL deltager i den nordjyske innovationskonkurrence Tag Fat, der sætter fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi. Her kårer Frederikshavn Erhvervsråd i det nye år en lokal vinder, som skal dyste mod finalisterne fra de andre nordjyske kommuner. Som deltager får virksomheden lavet en temperaturmåling af deres innovation i forhold til bæredygtighed og cirkulær økonomi, mulighed for specialiseret vejledning og deltagelse i inspirationsdage med fokus på innovativ cirkulær økonomi.

 Vi har valgt at deltage, fordi vi gerne vil have mulighed for at få vores indsats evalueret. Man kan godt stirre sig lidt blind på sin egen forretning, så det er godt med input udefra. Så håber vi at kunne blive inspireret af de andre deltagere i konkurrencen og måske inspirere dem til nye måder at tænke recycling på, siger administrerende direktør Dennis Conradsen. 

Interesserede virksomheder kan læse mere om konkurrencen på tag-fat.dk

Tilmeld vores nyhedsbrev