Lokalt pletskud rammer de globale jagtmarker

Lokalt pletskud rammer de globale jagtmarker

16 jun 2015

Cut Edge Tec ApS i Sæby sælger jagtspidser- også kaldet blunts - til buejægere. Med deres designpletskud har de allerede ramt de danske og europæiske markeder, har skudt sig ind på det amerikanske og er på nippet til at indtage det new zealandske og australske. Virksomheden har fået støtte gennem Vækst Iværksætter Ordningen (ViP). 

Med en vækst på 55 procent fra 2007 til 2013 er buejagt i USA en sport i voldsom vækst. Derfor spår maskinarbejder Brian Severinsen og sælger Christian Østergaard fra virksomheden Cut Edge Tec i Sæby også deres specialdesignede, lydløse blunt – eller jagtspids - en lys fremtid. Og ikke blot på det amerikanske marked, men over hele verden. 

-  Vi er i øjeblikket i gang med at markedsføre os på det new zealandske og australske marked. Cut Edge Tec er allerede godt inde på det danske, hvor vi har solgt én blunt per buejæger på nuværende tidspunkt, og det går også godt på det europæiske, fortæller Brian Severinsen, der ejer maskinværkstedet, hvor bluntene produceres.

Blunten er velegnet til jagt på små dyr som fx kaniner, egern og fugle. Den er formet af ét stykke rustfrit stål og har på grund af designet en høj præcision og utrolig holdbarhed sammenlignet med andre jagtspidser på markedet. 

Usikker start
Den succesrige lancering af The Cut-Edge-Blunt var på ingen måder givet på forhånd. For uden den indledende kontakt til Lars Hedegaard fra Erhvervshus Nord i Frederikshavn og sidenhen sparring med vækstkonsulent Anne-Mette Bak Nielsen fra Væksthus Nordjylland om patentregler og designbeskyttelse, mener Brian Severinsen ikke, at Cut Edge Tec ville være, hvor virksomheden er i dag. 

-  Vi kom med i Vækst iværksætter Programmet og fik adgang til sparring med Væksthusets og en række eksterne konsulenter. Uden den støtte er jeg ikke sikker på, vi nogensinde var kommet i gang.

Også et netværksbesøg i Atlanta – arrangeret af Væksthus Nordjylland – har været med til at åbne døre og førte direkte til Cut Edge Tecs beslutning om at markedsføre sig på det store amerikanske marked med syv millioner buejægere. 

Effektiv sparring
Fra Væksthus Nordjyllands side er der da også stor tilfredshed med det forløb, Cut Edge Tec har været igennem. For virksomheden havde allerede i etableringsfasen en ambition om at sælge blunten globalt, og det målrettede sparringen fra dag ét, forklarer Anne-Mette Bak Nielsen. 

-   Ejerne er fokuserede og gode til at lytte. Det giver dem gode muligheder for at træffe begrundede valg. De sælger et unikt produkt, som de er formået at komme langt ud i verden med på kort tid. Det er flot klaret af en nyetableret virksomhed.

Dermed er alverdens jagtmarker dog ikke indtaget. For endnu har Brian Severinsen og Christian Østergaard, der selv er ivrige jægere, ikke indtaget det canadiske og sydafrikanske marked. Der er således rige muligheder for en yderligere udbredelse af den danske spydspids. 

I 2014 blev 13 virksomheder i Frederikshavn kommune optaget i VIP-ordningen, som udløber til september. Cut Edge Tec blev optaget i 2013. 

Erhvervskonsulent hos Erhvervshus Nord Lars Hedegaard opfordrer potentielle vækstiværksættere til at henvende sig.

-  VIP er åbent frem til september og vi har også andre muligheder for at støtte op om de lokale vækstiværksættere, samtidig med at vi tilbyder uvildig sparring om deres udviklingsmuligheder i samarbejde med Væksthus Nordjylland. 

Interesseret i VIP?
Kontakt Lars Hedegaard på 20 21 41 04 / lahd(at)erhvervshusnord.dk

Om VIP-ordningen
Formålet med programmet er at øge antallet af vækst-iværksættere i Nordjylland gennem en systematisk screening af alle iværksættere. Efterfølgende bliver de vækstparate tilbudt en særlig vækstpakke, der består af en række rådgivningstilbud. Screening sker via NORDJYSK IVÆRKSÆTTER NETVÆRK (NiN) på de lokale erhvervskontorer.  Bag VIP står Væksthus Nordjylland, Vækstforum og regionens 10 erhvervskontorer. 

Programmet finansieres både af Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling. 

Tilmeld vores nyhedsbrev

Få nyheder om relevante arrangementer og muligheder for din virksomhed direkte i din indbakke.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde nedenstående formular.


Er du allerede tilmeldt, men ønsker at redigere eller slette din tilmelding, skal du klikke her.