Velbesøgt generalforsamling i Sæby Erhvervsforening

Velbesøgt generalforsamling i Sæby Erhvervsforening

22 mar 2018

Godt 50 personer var mødt op til generalforsamling i Sæby Erhvervsforening torsdag den 22. marts. Efter generalforsamlingen var der indlæg ved turistdirektør René Zeeberg og Jacob Kirkegaard fra Dansk Kyst- og Naturturisme, som i fællesskab satte fokus på oplevelsesøkonomiens potentiale i Sæby. 

På programmet var der blandt andet valg til den 15 medlemmer store bestyrelse. Fem ud af de 10 generalforsamlingsvalgte medlemmer i bestyrelsen var på valg: Kim Müller, Roblon A/S, Brian Stenbro, B6 Gruppen, Kim Dybdahl, Dybdahl Tøj, Morten Mørk, Nordmark Maskinfabrik og Torben Schioldan, Nordjyske Bank. Alle blev genvalgt. Morten Mørk og Jesper Krøger Lemme udgør samme med Kim Müller bestyrelsens forretningsudvalg, som også sidder med i Frederikshavn Erhvervsråd.

Fem indsatspor danner ramme om foreningens arbejde

Kim Müller aflagde beretning om arbejdet og resultater i foreningen med afsæt i fem centrale indsatsspor, som i 2017 blev udvalgt for at konkretisere foreningens arbejde. De fem indsatsområder er erhvervsgrunde, vækstmidler, kommunikation, investorarbejde og havnen. Hver indsatsspor blev til generalforsamlingen præsenteret af medlemmer fra bestyrelsen. Blandt kunne Brian Fabricius, Hotel Viking fortælle, at Sæby Erhvervsforening i samarbejde med Handelsforeningen i Sæby i 2017 har lanceret portalen Saeby.dk, som skal gøre det nemmere for indbyggere, tilflyttere og virksomheder at orientere sig om handels – og erhvervslivet i byen. Ligesom de har overtaget facebooksiden Saebyliv.dk, og har ønske om at få fritids-foreningerne med i samarbejdet.

 -   Vi skal gøre os attraktive på flere parametre. Derfor er vi glade for vores tætte og gode samarbejde med handelsstandsforeningen, turistforeningen og ikke mindst kommunen. Ligesom vi håber, at vi i indeværende år kan etablere et tæt samarbejde med fritids-foreningslivet, som står for de fleste af byens aktiviteter efter kl. 16.00. På den måde kan vi tænke i helheder i udviklingen af Sæby, siger Kim Müller.

Særligt fokus på iværksættere

Sæby Erhvervsforening står sammen med Frederikshavn Erhvervsforening og Skagen Erhvervsforening bag Erhvervshus Nord. Kim Müller fremhævede, at Erhvervshus Nord i 2017 har oplevet en fremgang på 50 procent i iværksættere, der har modtaget iværksætterrådgivning. Der er i 2017 startet 10 iværksættere op i Sæby. Tre af dem var mødt op til generalforsamlingen og blev budt særlig velkommen af Kim Müller og fik lejlighed til at præsentere sig selv og deres virksomhed.

Uddannelser skal skabe vækst

Erhvervsdirektør, Erhvervshus Nord Niels Bay fremhævede, at det i et samarbejde med Center for Arbejdsmarked, Frederikshavn Kommune, Fiskeindustrien, 3F og lokale virksomheder er lykkedes at etablere erhvervsuddannelsen FISHTECH, som er tilpasset fiskeindustrien, og som forventes at flytte mere end 500 medarbejdere fra ufaglært til faglært hen over de næste år.

-   Når jeg kigger ud over Danmarkskortet er det tydeligt, at de områder, hvor der er mest vækst, er de områder, hvor der er størst udbud af uddannelser. Derfor arbejder vi i tæt samarbejde med lokale virksomheder, kommunen og uddannelsesinstitutioner på at etablere uddannelser, hvor vores virksomheder er direkte aftagere af den nyuddannede arbejdskraft, siger Niels Bay Christensen.

Sæbys potentialer

Efter generalforsamlingen var der indlæg ved turistdirektør René Zeeberg og Jacob Kirkegaard fra Dansk Kyst- og Naturturisme, som i fællesskab satte fokus på oplevelsesøkonomiens potentiale i Sæby. Jakob Kirkegaard kom med nøgletal på, hvem turisterne er i dag, og hvad de efterspørger. Ligesom han fremhævede Sæbys treklang; by, havn og natur, som en styrkeposition, der med fordel kan arbejdes videre med. René Zeeberg fulgte op på analyserne og opfordrede til, at sætte fokus på sammenhængen mellem det maritime miljø, købstaden og skoven og i fællesskab blive skarpe på, hvilken retning Sæby skal i til fordel for både investorer og turister.

Bestyrelsen i Sæby Generalforsamling

Tilmeld vores nyhedsbrev

Få nyheder om relevante arrangementer og muligheder for din virksomhed direkte i din indbakke.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde nedenstående formular.

Er du allerede tilmeldt, men ønsker at redigere eller slette din tilmelding, skal du klikke her.