Genvalg til bestyrelsen i Frederikshavn Erhvervsforening

Genvalg til bestyrelsen i Frederikshavn Erhvervsforening

19 mar 2019

Mandag eftermiddag deltog 80 personer i Frederikshavn Erhvervsforenings generalforsamling, hvor der var genvalg til bestyrelsen og fokus på indsatserne i foreningen og Erhvervshus Nord samt lokale væksthistorier. 

På generalforsamlingen var der genvalg til formand Karl Erik Slynge (Trigon A/S), Mikkel Seedorff Sørensen (Frederikshavn Havn), Torben Carlsen (Henrik Carlsens Eftf.) og Peter Sørig (Peter Sørig Renovation A/S). Bestyrelsen består af i alt 18 medlemmer. Der var også genvalg til Karl Erik Slynge som formand, 1. næstformand Marianne Bredevang (Scandic The Reef) og 2. næstformand er Vagner Jensen (Norisol). De tre udgør foreningens repræsentanter i det samlede Frederikshavn Erhvervsråd. 

Erhvervsforeningen har udvalgt tre indsatsspor, som de arbejder med: Offentlige indkøb, Frederikshavn som uddannelsesby og flere skal med (arbejdskraft). Medlemmer af bestyrelsen fortalte om indsatserne i de enkelte grupper. 

Jeg er stolt over den udvikling, som sker på vores lokale havne både i Frederikshavn og Strandby. Vi kom i 2018 for første gang under 60.000 borgere i kommunen, men den udvikling får vi helt sikkert vendt med en fælles indsats. Vi skal skabe jobs for at tiltrække nye borgere og alene på Frederikshavn Havn forventes der at blive skabt mellem 500 og 1000 nye jobs i de kommende år, siger Karl Erik Slynge formand for Frederikshavn Erhvervsforening. 

Erhvervshus Nords indsats
Frederikshavn Erhvervsforening driver Erhvervshus Nord sammen med Sæby Erhvervsforening og Skagen Erhvervsforening. Her aflagde erhvervsdirektør Niels Bay Christensen beretning. Han kunne fortælle om formen på og betydningen af den nye lov om erhvervsfremme, som trådte i kraft 1. januar 2019. I 2018 faciliterede Erhvervshus Nord fem netværk med 162 virksomheder og fire nye netværk er på vej. Godt 100 iværksættere fik rådgivning om at starte virksomhed og lokale problemstillinger kom på dagsordenen overfor finansminister Kristian Jensen (V) og Mette Frederiksen (A). Hele 491 virksomheder og 1.754 personer deltog i årets arrangementer. Erhvervshus Nord arbejder også med tiltrækning af udenlandske virksomheder og investeringer – herunder M.A.R.S, der er ved at klargøre sit site på Frederikshavn Havn.

Lokale væksthistorier
Efter generalforsamlingen var der indlæg fra adm. direktør Lars Fischer fra Orskov Yard, der fortalte om deres investering i en ny flydedok på 180x37 meter, som bliver klar til levering fra Tyrkiet i juni 2020.  Adm. direktør Mikkel Seedorff Sørensen fra Frederikshavn Havn fortalte om de mange spændende bygge- og anlægsaktiviteter, der lige nu foregår fra virksomhedernes side på etape 1 arealet. Formand for Strandby Fiskeriforening Claus Hjørne Pedersen fortalte om udviklingen i Strandby Havn, hvor der investeres og bygges ud flere steder. Virksomhederne i Strandby er fx stået sammen om at rejse 600.000 kroner til at forskønne lystbådehavnen. Bestyrelsesformand Søren Klyvø fortalte om det store arbejde i FIK’s Elite Ishockey Academy for at udvikle og fastholde unge talenter.

-   Vi skal skabe flere jobs end vores egen befolkning kan besætte for at tiltrække nye borgere. Det kan ingen gøre alene, og i dag har vi hørt fire spændende indlæg om mod til investeringer og vækst. Strandby er et stjerneeksempel på, hvad man kan skabe, når man står sammen og gør det selv. Det håber jeg kan være til inspiration for andre, siger Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør Erhvervshus Nord.

Bestyrelsen består af:
Formand Karl Erik Slynge (Trigon A/S), Finn Jenne (LO-Vendsyssel), John Karlsson (Dansk Metal Vendsyssel), Jesper Johansen (HC Hald / Dansk Byggeri), Henrik Christensen (Jyske Bank / Finanssektoren), Lars Mellemkjær (gårdejer / Landbonord), Claus Hjørne Pedersen (Strandby Fiskeriforening), Per Buch Sørensen ( Knud E / FREDERIK Handelsstandsforening), Ole Hust (Danhostel Frederikshavn / Turisthus Nord), A. Neil Jacobsen (EUC Nord), Torben Carlsen (Henrik Carlsens Eftf.), Mikkel Seedorff Sørensen (Frederikshavn Havn), Vagner Jensen (Norisol), Marianne Bredevang (Scandic The Reef) og Lene Bildtoft (Arbejdsmiljøeksperten), Morten Kock (Spar Nord) og Peter Sørig (Peter Sørig Renovation A/S).

Tilmeld vores nyhedsbrev

Få nyheder om relevante arrangementer og muligheder for din virksomhed direkte i din indbakke.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde nedenstående formular.


Er du allerede tilmeldt, men ønsker at redigere eller slette din tilmelding, skal du klikke her.