Første hold på FISCHTECH starter til august

Første hold på FISCHTECH starter til august

20 jun 2017

Det første hold på den nye erhvervsuddannelse med titlen FISHTECH rettet mod fiskeindustrien starter op på EUC Nord til august. Der er stadig få ledige pladser til elever på holdet. 

FISHTECH er en særlig gren af industrioperatøruddannelsen med moduler tilpasset fiskeindustriens særlige behov, som nu starter sit første hold på EUC Nord til august. Indtil videre har syv virksomheder i den nordjyske fiskeindustri lavet aftaler med 12 lærlinge. Der er plads til 16 elever på holdet, og der er derfor stadig få ledige pladser.  

-   Fiskeindustrien er en vigtig branche for Nordjylland og Danmark, og modsat manges fordomme rummer erhvervet spændende jobmuligheder, som uddannelsen her peger i mod. Der er allerede etableret aftaler med en del voksenlærlinge på holdet, men for at sikre diversitet og for at være med til at sikre den fremtidige arbejdskraft i fiskeindustrien, er det også vigtigt at få nogle unge kandidater på banen. Så vi håber, at der er nogle flere unge mennesker, som har lyst til at sikre sig en plads på holdet, siger Marianne K. Vestergaard, erhvervskonsulent hos Erhvervshus Nord. 

Baggrunden for uddannelsen er en analyse af behovet for arbejdskraft i fiskeindustrien, som blev lavet af  Erhvervshus Nord, Center for Arbejdsmarked i Frederikshavn Kommune og EUC Nord i foråret 2016 med støtte fra Vækstforum. Analysen viste tydeligt et behov for kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Gennemsnitsalderen i produktionen for de fleste virksomheder i fiskeindustrien ligger mellem 40 – 55 år. Mange virksomheder forudser derfor, at de i løbet af de næste 5– 15 år får en stor udskiftningsprocent i medarbejderstaben. Dertil er produktionen blevet mere højteknologisk, hvilket giver et større behov for faglært arbejdskraft målrettet fiskeindustrien.   

Udviklingen af uddannelsen er sket i tæt samarbejde med lokale virksomheder som Launis A/S, Skagerak Pelagic A/S og A/S Sæby-Fiskeindustri, der har taget stort ansvar for udviklingen af uddannelsen. Launis A/S forventer at tage fire elever på den nye uddannelse – to unge og to voksenlærlinge:  

-   Det er rigtig godt, at vi nu får en formaliseret erhvervsuddannelse målrettet fiskeindustrien. Vi har et ønske om at tage i alt fire elever ind her til august, da det vil styrke kompetencerne hos os og være med til at sikre os kvalificeret arbejdskraft i fremtiden, da vi står overfor et generationsskifte i medarbejderstaben, siger Gert Nielsen, direktør i Launis A/S og formand for Fiskeindustriens Arbejdsgiverforening (FIA).  

FISHTECH er en ordinær erhvervsuddannelse, som består af et grundforløb samt et hovedforløb, der veksler mellem praktikperioder og skoleforløb. Fagene i uddannelsen indeholder blandt andet naturfag og it, produktionsformer og produktionsprocesser, kvalitetssikring og kvalitetsforståelse, sikkerhed og arbejdsmiljø, fødevaresikkerhed og hygiejne, rå- og færdigvarehåndtering med mere. Uddannelsen kan tages hos EUC Nord og tager 2 år.    

Foto: Her ses præsentation af den nye uddannelse for erhvervet i oktober måned 2016.

 

 

Tilmeld vores nyhedsbrev

Få nyheder om relevante arrangementer og muligheder for din virksomhed direkte i din indbakke.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde nedenstående formular.

Er du allerede tilmeldt, men ønsker at redigere eller slette din tilmelding, skal du klikke her.