13 kandidater indstillet til Vækst og Vilje Erhvervsprisen

13 kandidater indstillet til Vækst og Vilje Erhvervsprisen

11 dec 2017

13 kandidater er indstillet til Frederikshavn Erhvervsråds Vækst og Vilje Erhvervspris 2017, mens der er hele 7 kandidater til Iværksætterprisen. Vinderne findes ved Vækst og Vilje arrangementet i Det Musiske Hus torsdag den 18. januar 2018.

TILMELD DIG ARRANGEMENTET

For 13. gang skal der findes en vinder af Vækst og Vilje Erhvervsprisen i Frederikshavn kommune, som uddeles af Frederikshavn Erhvervsråd ved Vækst og Vilje arrangementet i Det Musiske Hus torsdag den 18. januar 2018. I år er 13 kandidater indstillet til Vækst og Vilje Erhvervsprisen, som kan blive indstillet af de tre lokale erhvervsforeninger, handelsstandsforeninger og Turisthus Nord. Prisen gives til en virksomhed, person eller organisation, som har ydet en ekstraordinær indsats i forbindelse med erhvervsudviklingen i Frederikshavn kommune.

De 13 kandidater til Vækst og Vilje Erhvervsprisen 2017 er: AVK Tooling A/S, FF Skagen A/S, Harde Staal A/S, Gert Nielsen (koncerndirektør Launis A/S, fmd. for FIA), Benefit Nord, Foldens Hotel Aps, Stena Line, Frederikshavn Havn, Skagenfood A/S, Jobi Værft A/S, MARTEC, Skagen Kunstmuseer S/I og Hr. og Fru. B.

- Vi oplever igen i år et stærkt, bredt og alsidigt felt af virksomheder og personer, som har været med til at sætte et positivt præg på vores lokale erhvervsudvikling. Formålet med prisen er netop at hylde de dygtige virksomheder og erhvervsledere i vores område, som gør det fantastisk godt og gør en forskel for vores lokalområde, siger Karl Erik Slynge, formand Frederikshavn Erhvervsråd.

Iværksætterprisen

For ottende gang skal der findes en vinder af Iværksætterprisen, som gives til en virksomhed eller virksomhedsleder, som inden for de seneste fem kalenderår har etableret eller overtaget en virksomhed i Frederikshavn Kommune og der igennem bidraget positivt til den erhvervsøkonomiske udvikling. De syv indstillede til Iværksætterprisen er: S. 386 Casilo Aps, Cantona House A/S, Maritime Ship Supply, Crestwing v. Ruth Bloom, Laurentius Aps, Pakhuset, Skagen og Lars Sørensen med kutter Sofie Lykke.

- Vi ser næsten en fordobling af indstillede iværksættere i 2017 sammenlignet med sidste år. Ligesom vi oplever en fremgang på over 50 procent i antallet af personer, der har været igennem iværksætterrådgivning i Erhvervshus Nord. Det er et klart udtryk for, at der er godt gang i iværksætteriet og jobskabelsen i vores kommune. Vi er imponeret over den risikovillighed og tro på fremtiden, som vi ser hos iværksætterne, siger Karl Erik Slynge. 

Vækst og Vilje arrangementet er arrangeret af Erhvervshus Nord, Arena Nord og Frederikshavn Kommune med Spar Nord og Beierholm som hovedsponsorer. Årets indlægsholder er AGF cheftræner David Nielsen mens det musikalske indslag præsenteres af Det Musiske Hus og er lagt i hænderne på 26 årige Gregers Mogstad fra Sæby.

Tilmeld vores nyhedsbrev

Få nyheder om relevante arrangementer og muligheder for din virksomhed direkte i din indbakke.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde nedenstående formular.


Er du allerede tilmeldt, men ønsker at redigere eller slette din tilmelding, skal du klikke her.